
Nu har I endelig mulighed for at overtage en af Amagers mest ikoniske og veldrevne restaurationer. Ejendommen består af en skøn restaurant på 321 m², med tilhørende overdækket terrasse, et stort udeserveringsareal samt en intern trappe, der leder til førstesalen på 98 m² pt. indrettet som lejlighed.
Ejendommen har en nostalgisk atmosfære, som en hyggelig dansk kro og selskabsforretning. Restauranten er indrettet med høje lyse træpaneler, gulvtæppe, listelofter, rødternede duge og vægdekorationer i form af øl skilte, platter og dansk kunst. Restaurationslokalerne er delt op flere afdelinger, som kan opdeles med foldedøre, der gør det muligt at afholde flere selskaber på én gang. Eller der kan afholdes et stort selskab på op til ca. 200 gæster
Den meget populære overdækkede terrasse er et sandt inferno af blomster og dufte. 50 siddepladser under den overdækket terrasse, med muligheder for samlet borde op til 25 pladser og endnu 50 pladser under de røde/hvide parasoller.
Restaurationskøkken med tilhørende lagerplads, er veludstyret med bl.a. nye stål møbler, emhætte og stor opbevaring på køl og frost. Nyt økonomisk dobbelt gasanlæg, som er forberedt til Biogas og sikre driften i mange år. Desuden er der nyere fedtudskiller og dertil kloakering, der opfylder alle krav på dette område.
Der er et utal af muligheder for driften af denne ejendom, som kan bruges til Restaurant, frokostkøkken, selskaber og live musik arrangementer. Ud over et fast stampublikum af lokale gæster, så byder området også på en masse erhvervsvirksomheder og et nærliggende hotel, der sender alle deres gæster til at spise her. Mulighederne er mange.
Lejligheden på første sal fremstår slidt og kræver istandsættelse, men køberen har mulighed for at påbegynde renoveringen med det samme.
Ejendommen er fra 1934 og bliver løbende renoveret og i år er der netop blevet skiftet til nye vinduer på hele 1.sal, så der er nyere vinduer i hele ejendommen. Udlejer står for udvendige vedligeholdelse m.m., hvor lejere vedligeholder og kan sætte sit præg på det indvendige
Ejendommen er beliggende på Løjtegårdsvej, tæt på lufthavnen ved Amager Landevej. Der er gode parkeringsmuligheder på vejen og mulighed for yderligere etablering af parkeringspladser på selve ejendommen. Offentlig transport er ligeledes tilgængelig med busser 32, 34 og 35 inden for 100 meter, samt metrostationer på Vestamager og Lufthavnen inden for få kilometers afstand
Området er primært udlagt til beboelse og omfatter endvidere mindre håndværksvirksomheder og detailhandlere, hvilket gør det til et dejligt område med mange muligheder. Løjtegårdsvej er en hovedvej, der forbinder flere knudepunkter og går igennem hele kommunen fra øst til vest.
Historie
Løjtehus, som blev bygget i 1934, har været rammen om mange folkelige begivenheder for Amar’s beboere i en menneskealder. Det har fungeret som et hyggeligt samlingssted, hvor blandt andet Tårnby Selskabelige Dramatiske Forening, i daglig tale kaldet ”Dramaten, holdt til i 30- & 40-erne. Hver fredag mødtes den tids unge til dans og amatørteater, samt det hyggelige samvær.
I 50-erne var det et yndet sted at gå hen, efter man havde været til hestevæddeløb på travbanen, som lå et par hundrede meter fra Løjtehus. Det er blevet fortalt, at hvis en af hestene manglede sin kusk, var det mest nærliggende at kigge i billardsalonen på Løjtehus først, da det var her kuskenes interne væddemål foregik.
I 60-erne og op til starten af 70-erne var Løjtehus stedet, hvor der var dans hver fredag og lørdag. Man mødtes i Restaurant ”Amagerstuen”, hvor man hyggede sig med smørrebrød, øl & snaps, for så at gå ind ved siden af, for at ta´ en lille svingom. Af andre motionsmuligheder var der de ofte be- nyttede keglebaner i baghaven, som var en stor modedille i 70-erne.
Løjtehus, eller Løjten som den hedder i daglig tale, har siden vi overtog den i 1978, været igennem en stor hovedrenovering. Men vi har stadig bevaret det folkelige i Løjtehus, og har desuden bygget ud med den nu meget populære blomsterterrasse, som står i flor fra maj til langt ud på efteråret.Løjtehus er idag, som dengang, stedet hvor man holder sine fester, spiser en hygglig middag, eller blot nyder sin fyraftensdrinks.
Oktober 2018 kunne vi fejre 40 års jubilæum som indehaver af Løjtehus, hvilket også er den længste periode i Løjten’s historie af indehaver. Og den næste generation er trådt ind i billedet, hvilket har betydet at Løjtehus i dag er et familieejet foretagende. Det ændre intet i det daglige, men sikre blot, at vi er parat til at modtage den næste generation af Løjten’s gæster.
Juni 2012 gik Kai Hansen bort, efter et langt og begivenhedsrigt liv inde for restaurationsbranchen, hvor han startede som 12-årige, da han kom til København i 1941. Det blev startskudet til at han tog en uddannelse på Ungarns Vinhus, som dengang var det hotte sted med udsigt ud over Rådhuspladsen.
Sidenhen har han drevet en masse forskellige restaurationer, forsamlingshuse og selskabs-forretninger. I 1978 valgte Kit & Kai, at de ville trappe ned efter at have drevet nok danmarks største selskabsforretning med tilhørende værtshus og diskotek i Rømersgade (Idag huser lokalerne Arbejdermuseet). De faldt over Løjtehus, der trængte til kærlig hånd, som blev hans sidste rejse i branchen, og hvor han fik mange gode år, der bød på mange aktive gøremål og sponsorater i lokalområdet lige til det sidste.

Rolighedsvej 11, 1958 Frederiksberg C
Tlf.: +45 93 90 40 55
Email: kontakt@falcherhverv.dk
CVR. 44 87 17 18
Privatlivspolitik
Please enter your username or email address. You will receive a link to create a new password via email.