Tilbage til nyheder
I Hovedgaden 41B, st. flytter snart et nyt og kreativt koncept ind. Atelier Sans åbner en strikke- og hobbycafé, hvor kunder kan finde kvalitetsgarn, brugskunst og designprodukter – og samtidig slå sig ned med en kop kaffe og lade sig inspirere i hyggelige rammer.
Erhvervsmægler Steffen Falch, der har stået for udlejningen, siger:
”Vi oplever generelt en positiv tendens i detailmarkedet. Øget forbrug, større tillid og lavere renter giver flere personer mod på at forfølge drømmene om at åbne nye butikker. Det er skønt at se nye kreative koncepter blomstre op. Senest udlejede vi til Organic Market i samme bygning, og nu er det så Atelier Sans, der flytter ind, med en spændende strikke- og hobby café.”
Atelier Sans er skabt ud fra et ønske om at samle det bedste fra butik, café og kreativt fællesskab. Her finder kunderne nøje udvalgte produkter – fra kvalitetsgarn og strikkeudstyr til personlige gaver og designfavoritter.
Konceptet handler dog ikke kun om indkøb, men også om at skabe et sted, hvor man har lyst til at blive hængende – med plads til en kop kaffe, en snak og nye idéer. Butikken indrettes i lyse nordiske farver og skal fungere som et lokalt åndehul, hvor moderne familier og byens beboere kan finde både inspiration og fællesskab.
”Der er ingen tvivl om, at udlejers investering i at få den gamle slidte baldakin ned og opdatere facaden har betydet, at ejendommen tager sig meget bedre ud. Snakken går i byen om, hvor flot bygningen er blevet, og det har helt sikkert bidraget til, at det er lykkes med de seneste udlejninger,” fortæller Steffen Falch.
Med åbningen af Atelier Sans får Birkerød et nyt samlingspunkt for kreative sjæle – og endnu et løft til handelslivet på Hovedgaden.
04.09.2025, Falch Erhverv, Erhvervsmægler
Læs mere
[kommer snart]